“Toxic” indenfor gaming? Hvad vil det sige at være “toxic”?

Hvis du spiller online, så er du sikkert stødt på ordet ”toxic” i chatten et par gange. Men hvis du ikke er blevet introduceret til, hvad ”toxic” betyder, så kan det være svært at vide, hvad du skal lægge i ordet, og hvad der egentlig menes, når det bruges. Derfor har vi her lavet en forklaring til dig på, hvad ordet ”toxic” betyder.

”Toxic” bruges om chatmanerer

Er du nogensinde blevet kaldt ”toxic” i en chat til et spil, så kan det godt være, at du skal genoverveje, hvordan du taler til andre over chatten. At være ”toxic” betyder nemlig, at du er en yderst negativ person, der spreder unødigt had gennem dit sprog online. Det er bestemt ikke positivt at blive kaldt ”toxic”, når du spiller, og det kan give anledning til utilfredshed blandt dine medspillere eller modspillere, fordi spillet kommer til at handle om noget andet end bare at have det sjovt.

”Toxic” kommer af ordet for giftig på engelsk, og det kan tolkes som om, at grimt sprogbrug i en chat kan være med til at skabe en ”giftig” stemning i et spil. Når nogen er negativ og spreder unødigt had, kommer det til at føles ubehageligt for alle, der er involverede i spillet.

Had avler mere had

I onlineverdenen – og særligt i onlinespil – er der kommet en del modbevægelser mod at være ”toxic” i chatten. Det sker, fordi mange spillere ikke er interesserede i, at chats og dermed spillene bliver et ubehageligt sted at være. Derfor er der også stor fokus på at nedtone de spillere, der er ”toxic”. Til store esportsturneringer kører der kampagner med underskriftsindsamlinger, hvor de forsøger at samle underskrifter ind, hvor spillere kan skrive under på, at de vil opføre sig ordentligt, når de spiller online. At være ”toxic” kan avle mere dårlig stemning, og derfor er der rejst bevægelsen kaldet GLHF Pledge, som er et løfte, du som spiller kan give, om ikke at bruge grimt sprog, når du spiller. GLHF står for ”good luck, have fun”, og det handler om, at du som spiller skal opføre dig på en måde, så alle føler sig inkluderede online.

Bruger du spilplatformen Twitch, kan du faktisk selv skrive under på GLHF Pledge, og du kan ovenikøbet tilføje et eksklusivt GLHF global chat badge på din profil. På den måde sender du et signal til andre spillere om, at du gør en indsats, når du færdes online.

”Toxic”-begrebet er ved at sive ud af spillene til virkeligheden

Ligesom med alt andet internetsprog, så begynder ordet ”toxic” også at blive brugt andre steder end online. Ordet kan nemlig også sagtens bruges om folk, der er unødigt ubehagelige i deres sprogbrug i den offline verden, og derfor vil du i dag også kunne høre folk, der bruger ordet ”toxic” i talte sætninger. Det er altså ikke ualmindeligt, at du vil kunne støde på nogen, der siger ”hold da op, han er godt nok toxic i dag” eller lignende.