“Spawn”: Hvad vil det sige at “spawne” indenfor gaming?

Indenfor gaming kan du støde på rigtig mange ord, der ikke nødvendigvis giver mening for udenforstående, og det kan virke svært at finde rundt i, hvad de forskellige begreber betyder. Et begreb, du typisk kan støde på indenfor gaming er ”spawn”. Ved du ikke hvad ”spawn” er, og hvad det betyder, så får du forklaringen her.

”Spawn” er der, hvor noget opstår

For at forklare det helt simpelt, så betyder ”spawn”, at noget opstår, og i gaming betyder det som regel, at noget opstår i spillet. Det kan være alt fra ting og genstande til selve spilleren eller lignende, der opstår midt i spillet. Derfor kan ”spawn” også være udgangspunktet for spillet, fordi det er der, hvor du som spiller kommer ind, men det kan også være, at du ved, at en bestemt genstand, som du skal bruge for at komme videre i dit spil, typisk opstår et bestemt sted, og det kaldes også ”spawn”. Der kan også være et ”spawn”, når din karakter i spillet dør, og du skal genopstå et sted – for eksempel ved et check-point eller ved starten af spillet/banen/niveauet – og det kaldes ”respawn”. Du kan også støde på begrebet ”despawn”, der betyder, at noget slettes eller tages ud af spillet.

Der er specifikke zoner til ”spawn” i CS:GO

Et spil, hvor du ofte vil høre ordet ”spawn”, er i CS:GO, hvor hele dit hold automatisk vil komme ind i ”spawn zone”, og det er der, enten terroristerne eller counter-terroristerne starter deres spil. Senere hen i spillet bruges ”spawn” som navnet på det sted, hvor I startede spillet, og ofte vil det blive kaldt ”T-spawn” eller ”CT-spawn”, for at I som spillere ved, præcis hvilket sted der kommunikeres om.

I CS:GO er der rigtig meget kommunikation mellem spillerne på hvert hold, fordi det er vigtigt hele tiden at give information videre til sine medspillere om, hvor fjenden befinder sig. Derfor er det rigtig vigtigt at vide, hvad de forskellige placeringer på hvert enkelt map hedder, så du altid kan give korrekt information videre til de andre på holdet. Fordi der er så mange forskellige maps, kan det være svært at holde styr på, hvad de forskellige placeringer hedder, men ”spawn” kan være nem at huske, fordi det jo er der, du har startet spillet sammen med dit hold.

Få hjælp af andre spillere til steder med ”spawn”

Spiller du et spil, hvor du skal bruge forskellige genstande til at komme videre i spillet, kan det være gavnligt at vide noget om forskellige zoner med ”spawn”. For hvis du pludselig står og mangler noget specifikt, ved du, hvor du skal gå hen. Hvis du ikke kender til en bestemt ”spawn zone” for en genstand, kan du altid forhøre dig hos andre spillere, der helt sikkert gerne vil hjælpe dig med at komme videre. Enten kan du spørge rundt hos dine venner, eller også kan du finde hjælp i forskellige fora på nettet.