Alt du bør vide når du vælger vikarbureau

Der kan være mange forskellige grunde til, hvorfor du overvejer at melde dig ind i et vikarbureau. Måske er du uafklaret med, hvilke jobmuligheder du har, eller måske er du studerende og mangler lidt ekstra at supplere SU’en med. Bliver du vikar, hører der en lang liste af positive ting med, men der er samtidig forhold, du skal være opmærksom på. Overvejer du at søge vikarjob, kan du her læse alt, du bør vide, når du vælger et vikarbureau.

Du skal være fleksibel og omstillingsparat

Hvis du tidligere har været fastansat i et job, kan det at arbejde som vikar være en stor omstillingsproces. Når du melder dig som vikar, bliver det forventet, at du har en vis fleksibilitet og omstillingsparathed samt er indstillet på at varetage opgaver, du ikke ved så meget om på forhånd.

Du skal også være klar på, at dit vikarbureau kan ringe til dig med et job, hvor du kan risikere at skulle starte med kort varsel. Typisk vil din fleksibilitet dog betale sig på den længere bane, da bureauet typisk tilbyder flere jobs til de arbejdsvillige vikarer.

En udadvendt personlighed er en fordel

Selvom du som vikar tilknyttes en virksomhed, er du ansat af vikarbureauet. Det betyder, at du ikke er en del af den faste medarbejdergruppe, hvor du har kollegaer, du kender godt.

Som vikar møder du en masse nye mennesker, da du kan komme ud i en lang række jobs.  Mange virksomheder vægter personlighed højt. Det kan derfor være en stor fordel for dig, hvis du naturligt er åben og udadvendt samt trives i nye miljøer og med mennesker, du ikke kender så godt.

Har du svært ved at møde nye mennesker, kan du desværre få det svært som vikar.

Gør en ekstra god indsats og bliv fastansat

Arbejder du hårdt og fokuseret, når du er ude som vikar, kan vikarjobbet sagtens lede til en fast stilling. Ønsker du en fastansættelse, så vis engagement og koncentration i jobbet. Gør det klart over for lederen, hvad du kan bidrage med, og vis at du virkelig vil stillingen.

Kan lederen se engagement og en ægte interesse for virksomheden, kan han eller hun meget vel overveje at fastansætte dig, efter at du har været gennem en prøveperiode som vikar.

Du er vikarbureauets ansigt udadtil

Som ansat af et vikarbureau er du bureauets ansigt udadtil. Du skal derfor altid være høflig og professionel i dit vikarjob. Optræd, som du ville gøre i et hvilket som helst andet job: respektfuldt, seriøst og med omtanke.